Mountainbike i Danmark: Kend reglerne for en sikker og ansvarlig tur

Mountainbiking er en fantastisk måde at opleve naturen på, få motion og udfordre sig selv. I Danmark er der mange muligheder for at køre på mountainbike, men det er vigtigt at kende og overholde de gældende regler for at sikre en god oplevelse for alle skovgæster og beskytte naturen.

Dreng cykler på mountainbike rundt i et sving i skoven

Hvor må du køre på mountainbike?

Reglerne for cykling i danske skove er reguleret af naturbeskyttelsesloven.

Loven tillader cykling på skovveje og skovstier, der er menneskeskabte og egner sig til almindelige cykler.

Derimod er det ikke tilladt at cykle i skovbunden, på fortidsminder, dyreveksler, klitter, stendiger eller lignende områder – uanset om det er med en almindelig cykel, mountainbike eller en anden type cykel. Desuden må man ikke anlægge egne MTB-spor i skoven.

Naturstyrelsen har valgt at anvende en bestemmelse, der giver skovejeren mulighed for at tillade mere, end hvad de generelle regler foreskriver. Derfor er det i statsskovene tilladt at cykle på afmærkede MTB-spor, også selvom de ligger i skovbunden. Tjek derfor reglerne for det sted, hvor i skal cykle.

Færdselsloven gælder også i skovene. Det betyder, at hastigheden skal tilpasses forholdene med særlig hensyntagen til andres sikkerhed. Samtidig gælder færdselsreglerne også for gående på veje og stier – som hovedregel skal man gå i venstre side af færdselsretningen og undgå at være til gene for cyklister eller andre trafikanter.

I statslige skove er der adgang døgnet rundt, mens færdsel i private skove kun er tilladt fra kl. 06 om morgenen til solnedgang.

Læs mere om på naturstyrelsens hjemmeside

MTB-Kodeks: Gode råd og uskrevne regler

For at fremme en positiv kultur inden for mountainbiking er der udviklet et MTB-Kodeks med gode råd og uskrevne regler, som alle ryttere bør kende:

Vis hensyn: Tag altid hensyn til andre skovgæster. Sænk farten, når du nærmer dig gående, og giv et venligt signal for at informere om din tilstedeværelse.

Cykel altid sammen med nogen: husk hjelm, telefon, 112-app og sygesikringskort.

Bliv på sporet: Hold dig til de markerede MTB-spor eller skovveje for at minimere slid på naturen og undgå erosion.

Undgå våde spor: Kør ikke på spor, der er meget våde eller mudrede, da det kan forårsage skader på sporet og øge vedligeholdelsesbehovet.

Respektér skiltning: Følg altid skovens skiltning og respekter eventuelle adgangsbegrænsninger.

Tag dit affald med: Efterlad ikke affald i naturen. Tag det med hjem eller benyt de opstillede affaldsbeholdere.

Vores anbefalede MTB-ruter

De 5 bedste mountainbikeruter i Danmark at udforske

Oplev Danmarks smukkeste mountainbikeruter. Fra tætte skove til åbne marker, find de ruter, der passer til både begyndere og erfarne ryttere. Eventyret venter på dig!